”Ron hvem?”
Et år før præsidentvalget tyder alt på udskiftning i det ovale kontor. Men du har aldrig hørt om manden der kunne overtage Obamas skrivebord.
Af: Asger Bräuner Lindqvist
Da Barack Obama blev indsat d. 20 januar, 2009 tænkte de færreste på ham som en one-term president - Tværtimod. Det meste af den vestlige verdens medier havde allerede inden indsættelsen udråbt ham til USA's bedste, hæderligste og mest folkekære præsident nogensinde. Ligeså langsomme medierne var til at erkende Bush-regimets uhyrligheder, ligeså hurtige var de til at hylde manden der talte så flot, men ingen vidste hvem var. Men den første begejstring fortog sig og nu er han den mest upopulære præsident i landets snart 250-årige historie. Og det er faktisk lidt af en præstation i et felt bestående af blandt andre Johnson, Nixon og to gange Bush.
Den evige trædemølle
Heppekoret i den evige fodboldkamp imellem demokrater og republikanere kan altid finde på noget at forklare udviklingen med. På Obamas side siger man: ”han arvede alle sine problemer fra Bush-regeringen!”. På den anden side svarer man med ”Obama har brugt alt for mange penge!”. Altså er alt ved det gamle. Ligesom de store mediers åndsløse rapportering og famlende analyser er det politiske game, som de allestedsnærværende politiske kommentatorer begejstret kalder denne særlige form for metadebat. Sidste sæson var det demokraterne der angreb. Nu er det traditionen tro republikanernes tur. Sådan har det altid været og sådan vil det fortsætte. Eller vil det?
Rigtig republikaner
Under al denne støj fra den evigt kværnende politiske maskine har en mand siddet i den amerikanske kongres lige siden 1976 og stemt efter principper. Og altid efter samme principper. Helt uhørt i den storm af enkeltsager, der dominerer den politiske debat i USA. Den mand er Ron Paul - republikaner og tidligere fødselslæge fra Texas.
Men Ron Paul er ikke hvilken som helst republikaner. Efter hans eget udsagn er han den eneste rigtige republikaner i sit parti. De seneste 35 år har han aldrig stemt for en lov, der ville øge statens størrelse og magt. Ron Paul siger selv, at den amerikanske konstitution fortæller lige præcis, hvilke beføjelser staten bør have. Beføjelser der allerede er langt overskredede.
Ud af krigene
Sin plads på en af de blå stole i kongressen til trods, har Dr. Paul ikke meget til fælles med sine fæller i the ’Grand Old Party’.
I 2001 stemte han imod at gå i krig i Afghanistan og siden også imod krigen i Irak. Derudover har han igennem årene være en af Capitol Hills absolut tydeligste stemmer imod krigene i Irak, Pakistan, Yemen og nu Libyen. Men Ron Paul vil ikke bare ud af krigene, han vil også have lukket samtlige af det amerikanske forsvars 150 permanente baser rundt omkring i verden. Det militærindustrielle kompleks har for længe dikteret den amerikanske forsvarspolitik, mener han.
Opgør med centralbanken
Men uenigheden med resten af partiet stopper ikke her: Ron Paul stemte også imod samtlige amerikanske bankpakker, som ellers var bakket op af både reps og dems.
Og netop økonomien har altid ligget den 75-årige texaner på sinde. Faktisk var det Nixons ophævelse af den såkaldte guldstandard (loven om at dollars til enhver tid skal kunne ombyttes til sin pålydende værdi i guld), der fik den erfarne læge til at gå ind i politik.
Igennem hele sin politiske karriere har han kæmpet for at opløse den amerikanske centralbank, the Federal Reserve, som han mener bærer hovedansvaret for de fleste dårligdomme i den amerikanske økonomi. Et synspunkt han deler med sine ideologiske forfædre, som F.A. Hayek, Ludwig Von Mises og Milton Friedman. ”End the Fed” har været hans faste kampråb i snart 35 år og nu er det for alvor ved at vinde gehør.
Rekordstor støtte
Ron Paul har før stillet op til præsidentvalg, men i årene op til valget i 2008 skete der noget. Den aldrende texaner blev mere og mere populær blandt især unge. Og internettet var stedet, hvor budskabet spredtes og græsrødderne voksede og voksede. Hans tilhængere kaldte det en revolution.
Og en revolution må det siges at have været. For alt imens Obama forsøgte at markedsføre sig som en politiker af og for folket, men senere blev afsløret i at lyve om kampagnebidrag fra store virksomheder, begyndte Ron Pauls tilhængere at indsamle penge til en kampagne. Dette resulterede i, at der d. 5. November, 2007 blev rejst over $4,3 mio. eller ca. 23 mio. kr. Dette beløb var det største nogensinde indsamlet til en politisk kampagne på én dag ved en online-indsamling. Tre uger senere, d. 16. December, 2007, startede en ny indsamling. Her donerede omkring 100 mennesker i minuttet og resultatet, over 31 mio. kr., var – igen – det største beløb nogensinde indsamlet på en dag til en politisk kampagne. Men denne gang ikke blot på nettet, men for alle typer indsamlinger.
Dominerer meningsmålinger
Også i meningsmålingerne har Ron Pauls nyfundne popularitet vist sig. Utallige gange de seneste år har Ron Paul stået øverst i meningsmålinger og afstemninger i aviser, tv og til debatter landet over. En undersøgelse foretaget i april, 2010 af det anerkendte meningsmålingsbureau, Rasmussen viste dødt løb imellem Barack Obama og Ron Paul i et hypotetisk præsidentvalg. Derudover vandt han CPAC-afstemningerne i både 2010 og 2011. I juni i år vandt Dr. Paul så afstemningen ved den årlige Republican Leadership Conference i New Orleans. Han fik næsten dobbelt så mange stemmer som den tidligere guvernør i Utah, Jon Huntsman på andenpladsen. Ved den republikanske konvention I Ames, Iowa blev det så Ron Pauls tur til at indtage andenpladsen – kun 200 stemmer efter mediedarlingen Michelle Bachmann. Og det er ikke nogen ubetydelig præstation. The Washington Posts Chris Cillizza har kaldt afstemningen i Ames, Iowa ”måske den eneste afstemning (straw poll), der er værd at lægge mærke til”.
Ron Paul har altså tydelig opbakning i både den konservative vælgerbase og hos de mange, der efter Obamas løfter om forandring bare har fået mere af det samme.
Men det er ikke så mærkeligt du aldrig har hørt om ham. Han er nemlig blevet ignoreret totalt af de etablerede medier i både USA og Danmark. Og sjovt nok i endnu højere grad efterhånden som hans popularitet på internettet og i de alternative medier er eksploderet.
Senest i Søren Astrups artikel i Politiken ”Tea party-heltinde fejer sin modstander helt af banen”. Artiklen handler og Bachmanns sejr i Iowa og modstanderen i artiklen er Tim Pawlenty, der fik under halvt så mange stemmer som både Bachmann og Paul. Det tætteste Søren Astrup kommer på den egentlige situation er i artiklens sidste afsnit, hvor han henkastet skriver:
”Michele Bachmann står fortsat over for en række andre partifæller, der også bejler til posten som republikanernes præsidentkandidat”. Det virker som om forfatteren rent faktisk har forsøgt, at komme uden om en nævnelsen af det qua resultatet åbenlyse. Nemlig, at hun ligger side om side med Ron Paul.
Endnu mere forbløffende var det, da Markus Rubin d. 23. maj, under overskriften “Søges: Karismatisk præsidentkandidat”gennemgik de fleste bejlere til det republikanske præsidentkandidatur uden at nævne Ron Paul en eneste gang. Og det var blot 18 dage efter offentliggørelsen af en CNN-meningsmåling, der viste, at Ron Paul lå side om side med Sarah Palin, som benævnes “Tea-Party dronning” I artiklen. Hvis Sarah Palin er dronningen må Ron Paul mildest talt siges at være kongen. Han kaldes den ideoligiske far til den græsrodsprægede bevægelse baseret på ansvarlig økonomi, antikrig og kritik af Federal Reserve, inden den, med mediernes store hjælp, blev overtaget af neo-cons i palæokonservative klæder.
…usynlig for amerikanske
Men det er bestemt ikke kun herhjemme, at Ron Paul forbigås af massemedierne. For nyligt lød en overskrift fra hjemmesiden Politico.com:
“Michelle Bachmann wins Ames straw poll, Pawlenty gets third”. Her er man da I hvert fald ikke I tvivl om skribenterne Jonathan Martin og Mike Allens intentioner. Ron Paul (der blot tabte med 200 stemmer) skal ikke have unødig opmærksomhed.
Faktisk er denne tendens så tydelig I USA, at selv den meget republikanerfjendtlige komiker, Jon Stewart måtte runde mediernes tydelige politiske dagsorden med et indslag om Ron Pauls fravær fra artikler, tv-indslag osv.
Forskning bekræfter mistanke
Ikke blot tilhængere af Puals tilhængere finder tendensen I medier slående. Den 17. august viste forskning fra Pew Research Center’s Project for Excellence in Journalism, at Ron Paul siden årets begyndelse kun har fået tre procent af den samlede dækning af valget. Her ligger han langt efter sine partifæller, hvoraf de fleste ikke er nær så højt placeret i meningsmålinger. Selv Donald Trump, der ikke engang stiller op til valget, har optrådt i omkring tre gange så mange valgrelaterede nyhedshistorier I same periode.
Den gode timing
Hvis man spørger manden selv, om grundene til mediernes behandling af ham, svarer han: “Jeg tror medierne er bange for mit budskab. Jeg repræsenterer ikke status quo, som de andre.” Betragtet ud fra Pauls stemmeafgivelser i Senatet kan man I hvert fald forvente alt andet en bevarelse af status quo, hvis han skulle gå hen og blive valgt som republikanernes spidskandidat, eller i sidste ende præsident
“Intet kan stoppe en idé, hvis tid er kommet”, skrev Victor Húgo. Og I dette tilfælde har medierne I hvert fald forsøgt. Men de også fejlet bravt, for aldrig har han været mere populær. Så måskekan intet stoppe Ron Pauls simple idé om frihed. Hans enorme opbakning fra et folk, hvis ledere gang på gang har lovet ét og gjort noget andet er et bevis herpå.
“Frihed er populært!”, sagde han for nyligt på CNN.
