Den 20. november 2011 fik spanien en ny regering. Manden til at lede denne nye regering hedder Mariano Rajoy. En trofaest foelgesvend indenfor de konservative kredse. Spaniens nye parti hedder Partido Popular, et udspring fra tidligere frankistiske roedder. Manuel Fraga er manden som stod for PP`s skabelse som tilbage i tidernes morgen hed Alianza Popular(1976). Dette parti bestod af tidligere ministre fra Francos regering og havde til sinde at aabne op for en demokratisk periode(demokrati som disse faa valgte at definere det). I 1989 blev det til PP.
Fra starten af transitionen i spanien til det 21. aarhundrede hvor vi nu befinder os, har begge partier vaeret med til at goere spanien til et bedre, og for andre vaerre land end det var engang. Smag og behag. Hvad gaelder "demokratiet" er det nu anden gang at PP danner regering. Den foerste periode var under Jose Maria Aznar fra 1996 til 2004. Denne periode blev karakteriseret som vaerende af den privatiserende slags. Aznar aabnede spanien op og gjorde det attraktivt for investorer verden over at sende kapital i spanske projekter.
Desvaerre blev denne periode ogsaa karakteriseret som vaerende grobunden for "La burbuja inmobiliaria", paa standard engelsk; The real estate bubble. Prisen paa et hus, en lejlighed et terraen, kort sagt land generelt, steg i voldsom takt takket vaere en kunstigt lav rente som finansierede det forudgaaende bygnings-boom*(1). Den spanske central-banks rente paa pesetaen var omkring de 16 % inden euroens introduktion. Da euroen traaedte i kraft blev renten pludselig til 7 % fastsat af ECB. Kort sagt stod spanien overfor en illusion; hvad foer virkede umuligt var nu pludseligt muligt via den kunstigt lave rente som indikerede at opsparingerne i samfundet var hoejere end de i virkeligheden var. For at forstaa dette skal det kort understreges at opsparinger er lig med renten paa laan. Dvs. hvis husholdninger saavel som det offentlige sparer op, falder renten, ligeledes gaelder det omvendte, er opsparinger lave, stiger renten. Det igen et spoergsmaal om at forstaa konceptet om knaphed og resourcer. Aktiemarkederne steg da handel med titler paa ejendom vaeltede frem og tilbage iblandt forskellige investorers haender. Praecis det samme scenarie som inden 1929. Alle var fulde og glade i eufori, ingen taenkte paa dagen derefter.
Nok om fortiden og nu til aktualiteten: sagen er at spanien idag staar med en gaeld paa tilbagebetaling for over 430.000 millioner euro i aar 2012. Yderligere mangles der refinansiering i det offentliges budget som opsummeres til en ekstra 70.000 millioner euro; halvdelen af det spanske BNP*(2). En arbejdsloeshed som naermer sig de 6 millioner inden laenge(der tilfoejes tusindevis af mennesker hver dag til disse lister). Aldrig foer har et land staaet i saa forfaerdelig en suppedas uden at gaa bankerot. Hvorledes kunne det gaa saa galt?
Interventionismen fra central bankernes side er den triste sandhed bag de oekonomiske kriser vi lever i dagen idag, saavel som i fortid og fremtid. Intet kan stikke markedet, da ingen enkelt entitet besidder den samme masse og kvalitet af information, som markedets abstrakte kunst i dets fulde udfoldelse rent funktionsmaessigt besidder. Som Friedrich August Von Hayek kaldte det: The fatal conceit*(3); at tro en kompleks oekonomi(som vi kender dem dagen idag) kan central styres til at vaere effektiv, er at falde for en illusion/fejltagelse af den arrogante slags.
Hvis Don Mariano Rajoy vil hjaelpe den spanske befolkning med at se de svaere tider i oejnene, er det paa hoeje tide at nye takter, toner og tegn vises. Hvad der indtil videre har staaet paa fra PP's side er paa ingen maade positiv. Det er komplet latterligt(dette kommende fra en PP sympatisoer).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar